Udflugt til Kastellet i København
Vi skal besøge Kastellet i København. Det bliver med egen transport til Kastellet, hvor vi mødes ved indgangen ved statuen “Vore Faldne” kl. 11.00. Her møder vi vores to guider, som vil fortælle “Kastelskrønniker” gennem den næste 1.45 time.
Vi slutter ved Gefionspringvandet.
Fra tidligere ture ved vi, at der kan være et ønske om at følges ad til en cafe og få en bid mad m.m. Da vi forventer at blive mange, vil vi opfordre jer til, at vi aftaler nærmere inden vi skilles. Så kan vi følges i mindre grupper. Måske kunne I også forberede jer i mindre grupper på forhånd.
Hvis vejret er godt, hvad vi selvfølgelig håber, kan en lille madpakke også være en mulighed.
I følge Rejseplanen som den ser ud lige nu, foreslår vi, at vi mødes på Køge Station kl. 9.35 og tager regionaltoget til Østerport kl. 9.45. Herfra er der en gåtur på ca. 20 min. til mødestedet. Det er også muligt at mødes med os ved indgangen ved statuen “Vore Faldne”.
Pris pr. deltager til besøget og rundvisning: 150 kr. Husk: Transport er egen betaling.
Turleder: Åse Bech Pedersen
Kastellet er et af de bedst bevarede fæstningsanlæg i Nordeuropa. Det blev bygget af Christian IV fra 1624 og fremstår i dag som en femstjernet konstruktion.
Kastellet forsvarede København mod englændernes angreb under bombardementet i 1807. Kastellet blev som noget af det første besat den 9. april 1940, hvor tyskerne gik i land ved Langelinie og sprængte Norgesporten. Det tjente derefter som tysk fængsel.
Kastellet fungerede under enevælden som Københavns militær- og statsfængsel. Arrestbygningen i Kastellet var bygget op ad kirken med huller fra fængselscellerne til kirkerummet, så fangerne kunne følge med i gudstjenesterne. I 1772 afventede Struensee i ca. tre måneder sin henrettelse i Kastellets fængsel.
Efter enevælden mistede Kastellet sin funktion som statsfængsel. Det vedblev dog med at være militærfængsel. Lige efter 1945 sad værnemagtens befuldmægtigede, Werner Best, som fange i Kastellet.

